WooCommerce Betalingsløsninger & Indløsere
Betalingsmarkedet til WooCommerce er, som resten af e-handelsbranchen, i konstant udvikling — og ærligt talt: det er blevet forvirrende. Gateways, indløsere, abonnementer, transaktionsgebyrer, autorisationsgebyrer og 3D Secure-tillæg blandes sammen, udbydere skifter navn og ejere, og priserne er ofte uklare, indtil regningen kommer. Det gør det svært at gennemskue, hvad en betalingsløsning reelt koster om året.
Brug WooCommerce Eksperten til at orientere jer i markedet og finde den rigtige kombination af betalingsmuligheder og partnere til jeres forretning.
Pris er ikke det eneste parameter
Den billigste løsning er ikke meget værd, hvis betalingsvinduet fejler en fredag aften i november. Vi vægter derfor tre ting, når vi anbefaler en løsning: gennemskuelig pris, stabil drift og god support, man faktisk kan komme igennem til, når det haster.
Helt tæt på udviklingen
Vores samarbejde med nogle af markedets førende betalingsudbydere og indløsere sikrer, at jeres webshop udnytter de mest moderne og effektive løsninger — og at jeres behov for automatisering og konkurrenceevne på det danske marked bliver hørt, når produkterne udvikles.
Hvad koster det så — reelt?
Tabellerne herunder viser den samlede årlige omkostning for de mest udbredte betalingsløsninger til WooCommerce i to typiske butiksscenarier — alle gebyrer lagt sammen, sorteret efter billigste.
Vi har delt det op i to, fordi der ikke findes ét rigtigt svar. Hvilken løsning der er billigst, afhænger af jeres gennemsnitlige ordreværdi, og forskellen er større, end de fleste regner med.
Høj ordreværdi: indløsningsprocenten afgør alt
Sælger I for 50.000 kr. ad gangen, forsvinder abonnementer og transaktionsgebyrer i støjen. Et transaktionsgebyr på 1 kr. svarer til 0,002 % af ordren. Til gengæld koster hvert procentpoint på indløsningen 50.000 kr. om året pr. million i omsætning.
Her ligger Swedbank øverst. Gennem vores indløsningspartner har vi forhandlet satser på 0,79–0,99 % på danske kort, afhængigt af fordelingen mellem debet- og kreditkort. Tabellen er beregnet med 0,88 % som gennemsnit. Standardløsninger afregner 1,25–1,50 % efter listepris, så I går direkte til kilden i stedet for at betale flere mellemled. Forskellen kan I se sort på hvidt i kolonnen “Besparelse”.
Mange ordrer: de faste gebyrer tager over
Ved en gennemsnitsordre på 699 kr. vender billedet. Her svarer 1 kr. pr. transaktion til 0,14 % af omsætningen — mere end hele spændet mellem den bedste og næstbedste indløsningssats. I det scenarie er Flatpay billigst, fordi de hverken har abonnement eller fast transaktionsgebyr. Swedbank ligger 231 kr. efter på et år.
Vi kunne have sat vores egen aftale øverst i begge tabeller ved at regne med den laveste sats, vi kan opnå. Det ville bare ikke være sandt for alle. Tallene er beregnet konservativt, og hvor en anden løsning er billigst, står den øverst.
Vær opmærksom på, at Flatpay leverer både gateway og indløsning selv. I kan altså ikke lægge deres sats oven på jeres nuværende opsætning — det er et skift af hele betalingsleddet. Deres sats for virksomhedskort og kort udstedt uden for EU er desuden 2,79 %, hvilket er højere end de fleste. Har I mange erhvervskunder, ændrer det regnestykket.
Handler I på Shopify?
Så gælder tabellerne ovenfor ikke direkte. Shopify opkræver et tredjepartsgebyr på 0,2–2,0 % oven i jeres udbyders egne gebyrer, hvis I bruger andet end Shopify Payments. En indløsningssats på 0,88 % koster derfor reelt 2,88 % på Basic-abonnementet.
Det lyder som et argument for at blive på Shopify Payments, men regnestykket nederst på siden viser det modsatte: selv med tredjepartsgebyret er ekstern indløsning billigst på alle tre abonnementer. Den største enkeltbesparelse ligger i at skifte fra Basic til Grow, hvor tillægget halveres fra 2,0 til 1,0 %.
Sådan bruger I tallene
Find det scenarie, der ligner jeres butik mest, og se på kolonnen “Gebyrer udgør %”. Det er den eneste kolonne, der kan sammenlignes direkte med jeres nuværende opsætning: tag et års kortgebyrer fra jeres afregninger, divider med årets omsætning, og hold tallet op mod tabellen. Ligger I over 1,25 %, er der noget at hente.
Er I i tvivl om, hvad I betaler i dag, må I gerne sende os en afregning. Vi kigger på den og siger ærligt, om det kan betale sig at skifte.
Priser og satser er gældende fra september 2026 og bygger på udbydernes offentlige listepriser. Shopifys priser er omregnet fra dollar med ECB-kursen pr. 2. september 2026 og svinger derfor med valutakursen.